Mange har læst bøgerne eller set filmene om den katolske præst Don Camillo. Få kender forfatteren, Giovannino Guareschi, der det meste af sit liv var en omstridt figur i det italienske kulturliv.

1. maj [2008] er det 100 år siden, at Giovannino Guareschi, den mest oversatte og elskede italienske forfatter, fødtes i Fontanelle nær Parma i det område, han altid elskede og vendte tilbage til som moden mand, la Bassa val Padana, kaldet la Bassa, den flade slette mellem floden Po og Appenninerne omkring byerne Parma og Reggio Emilia.

Om sin fødselsdag 1. maj 1908 fortalte Guareschi, kaldet Nino, senere:

»Lederen af de lokale røde var Giovanni Faraboli, høj og før som et egetræ. Han kom til vort hjem og viste sig i vinduet for de andre røde med mig i favnen og forklarede dem, at da jeg var født første maj, ville jeg blive en stor socialistisk leder! Den første maj fik mange svære følger, men jeg bevarer i min krop fornemmelsen af Giovanni Farabolis store, varme hænder.«

Ninos hjerte bankede for de små mennesker. Hans mest berømte skabning, sognepræsten Don Camillo, stiller sig på landarbejdernes side mod godsejerne, ikke af ideologiske grunde som hans modpart, den kommunistiske borgmester Peppone, men fordi det strider mod elementær og kristen ret at fratage en mand retten til at forsørge sig og sine. Faraboli var, skrev Nino, forbilledet for Peppone.

I en af historierne har Peppone vundet stort i lotteriet. Don Camillo morer sig over, at den barske kommunist pludselig bliver enormt optaget af sine penge. Så hører han Jesu stemme, for i historierne taler Jesus og Don Camillo sammen. Det sker oftest, for at Jesus, altså Don Camillos samvittighed, kan styre den opfarende præst. Nu hører Don Camillo Jesus sige: »Det er let for dig at le ad ham, du, som ingen familie har. Hvis du havde seks børn at brødføde, ville du måske hovere mindre.«

Gud ser dig, ikke Stalin
Ninos verdensgennembrud begyndte med ”Mondo Piccolo” (lille verden). Under den titel udkom i marts 1948 på forlaget Rizzoli i Milano en bog, som Nino annoncerede således:

»Aristokratisk Front - hr. Guareschi. Bogen ”Mondo Piccolo” udkommer snarest. Den er på 368 sider, forord i tilgift. 36 tegninger. Alt det for 600 lire. Skal vi handle?«

Annoncen var ledsaget af en tegning af en mørkhåret, mørkøjet mand med stort overskæg indrammet af en femkantet stjerne og påskriften: »Undskyld jeg ligner Stalin.«

Hentydningen var ikke tilfældig. Italienerne skulle den 18. april 1948 til det første demokratiske valg i 24 år. Folkefronten af det magtfulde kommunistparti PCI og socialisterne håbede på sejr. Den sejr ville afbryde Italiens økonomiske genopbygning, bryde båndene til de vestlige demokratier og sætte landet på en kurs, der måtte ende i totalitært, kommunistisk diktatur.

Forsmag på dette diktatur manglede ikke i la Bassa. Det var og er én af landets rødeste egne, og efter befrielsen 1945 havde kommunistiske bander myrdet hundredevis af præster, journalister, skolelærere, fabrikanter og andre, der modsatte sig partiets jerngreb om magten i området.

Det huede ikke monarkisten, katolikken og italieneren Nino Guareschi. Han lånte for første og sidste gang sit talent til en valgkamp. Mest virksom var den valgplakat for de kristelige demokrater, som den geniale karikaturist tegnede med det enkle slogan: »I valgboksen ser Gud dig ? ikke Stalin.«

Folkefronten tabte med 31 pct. mod 48 til Alcide de Gasperis kristelige demokrater og deres allierede. Venstrefløjen tilgav aldrig Nino, at han havde stillet sit talent i, hvad de opfattede som reaktionens tjeneste. For venstre erobrede kulturmagten i Italien i et omfang, intet andet land oplevede. Derfor blev hans bøger aldrig anmeldt, hans enestående karriere aldrig omtalt i nationale medier og hans fortællinger aldrig optaget i skolernes pensum, og det selv om de solgte i millionvis og blev læst og elsket over hele verden.

Selvironi
Nino besad noget, mange af hans forfatter- og journalistkolleger i gruelig grad savnede og savner, nemlig selvironi. Den var en følge af hans naturel, men også af hans karakter og hans tro. Som troende katolik var han sig altid bevidst, at han kun var et lille menneske i en stor verden, han ikke selv havde skabt. Troen gav ham også den blanding af tragisk realisme og ukuelig optimisme, som er den bedste forudsætning ikke kun for ærlig litteratur, men for al ægte humor.

Typisk er dette udsagn: »Min runde præst og min tykke borgmester er som jeg født i la Bassa. Det er la Bassa, som skabte dem. Der mødte jeg dem, tog dem under armen og spadserede med dem op og ned ad alfabetet.« Nino skabte ikke Den lille Verden, han fandt den. Det var ikke falsk beskedenhed.

Historierne er korte, højst et dusin sider, og ordforrådet enkelt og præcist. Ninos gode ven, mesterjournalisten Indro Montanelli, som også var en politisk outsider, har peget på, at det er et fænomenalt kunststykke at kunne spejle en tidsalders store spørgsmål og debatter fra storpolitik over økonomi og social retfærdighed til kønsmoral og ansvar i små fortællinger om en lille by i la Bassa, som hver for sig fylder så lidt og bruger så få ord.

Historierne udkom i det kulturkonservative og satiriske ugemagasin Candido, som Nino havde grundlagt i 1945. Ifølge Montanelli »var Candido og Guareschi utvivlsomt de vigtigste kulturfænomener i italiensk efterkrigstid«.

Krigsfange
Nino var egentlig for gammel til at blive indkaldt, da Italien gik i krig i 1940, men blev det alligevel. En aften i 1942, da han havde fået lidt at drikke og samtidig havde fået dårligt nyt fra Østfronten, hvor hans 10 år yngre bror lå med den italienske armé, brølede han i Milanos gader: »Den slyngel morer sig, mens min bror og en masse andre italienere sætter livet på spil i Rusland. Den slyngel, hvis I skulle være i tvivl, er Ciano,« altså diktatoren Benito Mussolinis svigersøn, udenrigsminister Galeazzo Ciano.

Ninos udbrud blev noteret af en frugthandler og indberettet til fascisterne. Få uger efter var Nino i trøjen. Han undgik Østfronten, men oplevede Italiens kapitulation den 8. september 1943 i Norditalien. Da han nægtede at sværge troskab mod det fascistiske styre, blev han sammen med 800.000 andre italienske soldater deporteret til Tyskland. Her fik de en ussel behandling, da de ikke blev anset for krigsfanger efter Genève-konventionen, men nærmest som en slags straffefanger. Mange omkom af sult og sygdom.

Nino holdt modet oppe i sin lejr ved at udgive en lejravis, som han selv skrev og tegnede, ved at holde foredrag og ved utrætteligt at trøste og tale med sine medfanger. Han skrev også en dagbog, som er hans personligste og mest rystende værk. Mest imponerende er, hvordan han midt i elendigheden og i visheden om, at han selv måske ikke overlever, bevarer sin humor. Dagbogen indeholder overvejelser, der er født af lidelse. En kritiker skrev: »Den er røntgenbilledet af hans sjæl, og har man læst den, forstår man bedre historierne om Don Camillo, der indeholder budskaber om fællesskab og minder om evige værdier.«

Fange igen
Det var ikke eneste gang, Nino sad indespærret. I 1954 gjorde han noget, mange stadig ikke forstår. I Candido havde han offentliggjort to breve, som han påstod var skrevet af de Gasperi i 1944, og hvori de Gasperi fra Vatikanet, hvor han havde taget tilflugt fra fascisterne, bad de allierede om at bombe Rom for at fremprovokere en offentlig opstand.

Ingen, der kendte de Gasperi, kunne tro, at han havde skrevet sådanne breve. Nino var imidlertid harm over, at det kristelig-demokratiske parti, han så helhjertet havde støttet i livskampen mod kommunisterne i 1948, var blevet magtglad, småkorrupt og dermed en skuffelse for dem, der håbede på en anderledes politik i Italien. Sandsynligt er, at Nino lod sig rive med af, hvad han troede var en chokerende afsløring.

De Gasperi lagde sag an for bagvaskelse og vandt, selv om brevene ikke blev underkastet grafologisk undersøgelse. Nino havde allerede en betinget dom for at have karikeret republikkens præsident, Luigi Einaudi, på en fornærmelig vis, og den blev nu lagt til den nye dom, så Nino sad inde i 14 måneder.

Trofast hustru
Efter fængslet kastede Nino sig over utallige opgaver, ikke blot at skrive historier, men at bygge, indrette og ordne. I 1952 var han med kone og børn flyttet til komponisten Giuseppe Verdis fødeby, Roncole, få kilometer fra sin egen fødeby, Fontanelle. Her indrettede han en villa, hvor hans hustru, Margherita, i 1954, mens manden sad inde, i et interview sagde:

»Min mand har været journalist i 25 år. Jeg har altid forsøgt at hjælpe ham, som jeg kunne, ikke fordi jeg kan skrive en linje, men fordi jeg har forstået, at det ikke var sådan, jeg skulle hjælpe ham, men snarere ved at give ham sindsro og fred. Tro mig, det er den eneste opgave, vi kvinder kan udføre med helhjertet hengivelse, den at være hustru og mor. Det siger jeg, skønt mit familieliv ikke er uden sorg. Jeg har jo før ventet to år på min mand, og nu gør jeg det igen.«

Uden Margherita og de to børn var Nino muligvis gået helt ned med flaget. De gav ham et livsindhold, der holdt ham oppe. At forsørge dem, at bygge på huset, at købe andre huse og jordlodder og vedligeholde dem, gav ham meget at gøre ligesom den restaurant, han indrettede i 1964. Ninos sidste samling historier slutter med denne afsked: »Således ender disse småfortællinger, hvis eneste formål var at vise, at verden forandrer sig, men menneskene forbliver, som Gud har skabt dem, fordi Gud ikke har undergået nogen reform, og hans love er fuldkomne, evige og uforanderlige.«

Begravelsen af sin tids mest afholdte italienske forfatter var en skamplet på kulturen. PCI-avisen UnitÀ hoverede, at »en forfatter er død, som aldrig blev født«. En af Ninos få venner i journalistikken skrev, at »det ynkelige, småtskårne Italien, det foreløbige Italien, som Guareschi bittert definerede det i 1947, viste ham i går præcis, hvor dybt det kunne synke i sin moralske følelseskulde og åndelige lidenhed.

Giovannino Guareschi er den mest læste italienske forfatter i verden med oversættelser til alle sprog og store oplag. Men det officielle Italien har ignoreret ham. Hvis vore magthavere i dag sidder på deres ministertaburetter, er det dog ikke mindst takket være Guareschi og hans ihærdige kamp i 1948, men ingen af dem har rørt sig. Ingen har vist sig. Nu hviler Giovannino Guareschi på hædersmændenes kirkegård. Det er ikke noget travlt sted. Det forstod vi i går, da vi kunne tælle de fremmødte ungdomsvenner og få journalister på to hænder.«

Af DAVID GRESS
MORGENAVISEN Jyllands-Posten 01.05.2008